Derfor ignorerer vi altid advarslerne om ny teknologi — til det er for sent

Softwareudvikleren og FreeBSD-skaberen Poul-Henning Kamp bruger i en klumme på Version2 den aktuelle lækage af CPR-registeret til at pege på et mønster, han mener går igen hver gang samfundet tager ny teknologi i brug: Advarsler fra forskere og eksperter bliver ignoreret af kommercielle interesser, til det er for sent at gøre noget ved konsekvenserne.

Kamp henviser til flere historiske eksempler. Allerede før bilernes tidsalder advarede kemikeren Arrhenius om drivhuseffekten. Kemikalierne PFOS og PFOA blev brugt i årtier, selv om der fandtes advarsler om deres skadelige effekter. Bly i benzin blev til sidst forbudt, men hjerneskaderne fra årtiers udstødning består. Han peger desuden på, at det var de samme kemivirksomheder, der stod bag både Freon-Halon-katastrofen for ozonlaget og de efterfølgende "erstatningsstoffer".

Klummen bruger CPR-registerlækagen som et konkret eksempel på et systemisk svigt, der ifølge Kamp går gennem flere led: For det første en designfejl, hvor fødselsdato og køn blev inkluderet i registeret uden langsigtet tænkning om konsekvenserne. For det andet en erosion af kontrollen, fordi kommuner gennem årene har udstedt CPR-numre med den fiktive dato "01.01.XX" til personer uden dokumentation. For det tredje en privatisering af kritisk infrastruktur, hvor registeret ifølge Kamp er flyttet til en mainframe i "Norge eller Italien", ejet af et selskab med en uigennemskuelig kapitalfondsstruktur.

Kamp fremhæver, at ingen med sikkerhed kan afgøre, hvor mange gange digitale informationer som disse er blevet kopieret, og drager en parallel til Snowden-sagen: "NSA ved stadig ikke, hvad Snowden-arkivet indeholdt."

Ifølge klummen er privatlivet allerede for længst solgt — fra cloud-baserede babymonitorer og tablets i børnehøjde til Google og Microsofts tilstedeværelse i folkeskolerne. Kamp konstaterer, at virksomheder bag overvågningskapitalismen allerede ved alt om børn, når de bliver 18 år, og at værktøjer som VPN og Tor ikke løser det grundlæggende problem. "Der er ingen vej tilbage for privatlivet," skriver han.

Han er pessimistisk omkring politisk handling og beskriver et gentaget forløb, hvor man først afventer politiets arbejde, derefter ser tiden an, og til sidst sætter sin lid til, at fremtidige teknologier løser problemet. Ifølge Kamp var det alene en stor faktura til en virksomhed, der i sidste ende førte til, at sagen blev opdaget — hvilket får ham til at spørge, hvor stort et vink med en vognstang der egentlig skal til, før kapitalismen bliver reguleret.

Klummens konklusion er, at "fest nu, efterkommerne får regningen" har været teknologipolitikkens uformelle motto siden dampmaskinens tid. Kamp argumenterer for, at en offentliggørelse af allerede lækkede data kan være nødvendig for at nulstille dataens værdi på det sorte marked og dermed demokratisere adgangen til den.