Debattør: De gamle partier er på vej til at blive Danmarks nye oprørere

Der er noget på spil i dansk politik, som de fleste overser. Det mener i hvert fald debattør Martin Paludan, der i et indlæg i Berlingske tegner et billede af en politisk fremtid, hvor rollerne er byttet helt om.

Hans pointe er provokerende enkel: De gamle magtpartier – dem vi kender som rygraden i dansk politik – er på vej til at blive de egentlige protestpartier. Ikke fordi de vil, men fordi udviklingen tvinger dem derhen.

Valgflæsk med konsekvenser

Når politikere i dag skræddersyr politik til bestemte vælgergrupper, handler det ifølge Paludan om mere end klassisk valgflæsk. Det er en systematisk afskrælning af det liberale menneskesyn, hvor borgeren som individ langsomt erstattes af borgeren som medlem af en gruppe.

Og det er netop her, faren lurer. For når partierne deler befolkningen op i kasser – seniorer, unge, boligejere, lejere – så mister de det brede fundament, der historisk har gjort dem til magtpartier.

Paradokset ingen taler om

Det interessante i Paludans analyse er paradokset. De partier, der engang var magten, risikerer at ende som dem, der råber op fra sidelinjen. Ikke fordi de er blevet radikale, men fordi det politiske landskab har flyttet sig under dem.

Nye bevægelser og partier har overtaget midten ved netop at gøre det, de gamle partier ikke længere formår: tale til alle på én gang uden at love noget specifikt til nogen.

Et liberalt menneskesyn under pres

Paludans bekymring handler i bund og grund om noget større end partipolitik. Det handler om, hvad der sker med et samfund, når den politiske klasse opgiver idéen om, at alle borgere er lige – og i stedet begynder at behandle dem som interessegrupper, der skal tilfredsstilles.

Det er en gradvis proces, understreger han. Ingen vågner op en morgen og beslutter at droppe det liberale menneskesyn. Det sker i små skridt, én valgkamp ad gangen, ét løfte til én bestemt gruppe ad gangen.

Om Paludan har ret, vil tiden vise. Men spørgsmålet fortjener at blive stillet: Er de gamle partier ved at miste grebet – ikke om magten, men om det, der oprindeligt gav dem magten?